Isabella og andre dyr.
Denne historie er skrevet for en del år siden og Isabella er desværre rejst dertil, hvor hunde nu en gang rejser til, når deres tid her er slut.
Jeg har en hund – ja, det vil sige, jeg har egentlig flere, men Isabella er MIN hund. Bundforkælet, hysterisk, fræk, charmerende og smuk. Det sidste er jeg heldigvis ikke den eneste, der mener. Diverse dommere har udstyret hende med certifikater nok til, at hun blev dansk champion i foråret da hun var fyldt 2 år. Det er jeg umådelig stolt af.
Ud over hundene har vi også 2 katte med de meget originale navne Tipper og Topper. Topper er helt hvid, men havde som killing få sorte hår oven på hovedet som en lille top (deraf navnet). Han er klog nok til at holde sig væk fra hundene. Tipper er forsynet med en hvid næsetip og en frækhed og selvtillid, der nok skal få taget livet af ham en dag.
Hans ynglingsbeskæftigelse er at snige sig ind til os, enten i haven, eller ind i stuen, hvor han gemmer sig under sofaen eller bag brændeovnen. Det skal lige indskydes, at kattene bor i mine forældres afdeling, (vi er et familiekollektiv bestående af 3 generationer) hvor de bliver forkælet ud over alle grænser.
Hvorfor det er så spændende ovre ved os, ved jeg ikke, men den dag Isabella får fat på ham, mister han nok alle 9 liv på en gang. Hun hader ham virkeligt af et godt hjerte, for hun har aldrig nogensinde glemt, at han smækkede hende en over snuden og i bagdelen, den gang hun var en lille hvalp. Det tog hun meget fortrydeligt op.
Ellers har hun et rimeligt afslappet forhold til de andre dyr vi har her på gården.
Køerne skal man holde sig på respektfuld afstand af, mens det forholder sig lidt anderledes med hønsene og moskusænderne. Dem kan man godt drille lidt. Hun elsker at løbe lige ind i flokken af høns så de flyver til alle sider under højlydte protester.
Vi har ellers en stor og flot 5 – 6 kg hane ved navn Brian, der skulle passe på sine damer. Men han er som regel den første, der stikker af og så må damerne klare sig selv.
Det er også vældigt sjovt at stikke hovedet ind i en af tønderne, hvor der ligger en høne og ruger, og så give et enkelt kraftigt VOV fra sig, med det resultat, at både høne og tønde letter en halv meter fra underlaget.
Ænderne har hun lidt mere respekt for, for de kan finde på at nappe og de stikker ikke af. Især ikke Bertram, patriark og enevældige hersker over hønsegården. Han er en moskusandrik i sin bedste alder. Selvsikker, krasbørstig og umådelig diktatorisk. Han er klog, udspekuleret og ualmindelig grim i fjæset. Enhver, der har set en moskusandrik, ved hvad jeg mener. Han har kun fjer oppe på issen og i nakken. Resten af ansigtet er nøgent, ildrødt og med vorter. Ikke just et kønt syn. Og når han bliver ophidset, bliver han om muligt endnu rødere i fjæset og så rejser han fjerene på issen, mens han siger ”HIS HIS”. Moskusænder rapper ikke, de hvæser.
Isabella ved ikke rigtig, hvad hun skal stille op med Bertram og hans to koner, Gurli og Margrethe, for de stikker ikke af og hvis hun kommer for tæt på, får hun et kraftigt nap i næsen. Derfor er det sikreste, at stille sig op i god afstand fra ænderne og skælde dem ud, indtil hun bliver træt af den leg.
.jpg)
Isabella vil helst være sammen med mig og hvis jeg går ind i et andet rum skal hun med. Og det foregår undertiden i galop. En dag var det ved at gå galt.
Frede, styrmand og ægtefælle, havde været på nattevagt og skulle op efter at have sovet nogle timer over middag. Jeg stod ved fodenden af sengen, og Julie skulle lige til at kravle op i sengen omme fra min halvdel af sengen for at kravle over til sin far.
I det samme kom Isabella galopperende for fuld fart ind i soveværelset med retning mod sengen og Julies bagdel, som hun ramte med pandeskallen, med det resultat, at barnet fløj i en stor bue tværs hen over sengen og ville være røget på hovedet i gulvet, hvis ikke Frede havde nået at gribe hende i flugten. Både hund og barn så noget rystet ud, men hele episoden var så vanvittig, at jeg ikke kunne lade være med at grine. Heldigvis var der ikke sket noget med nogen af dem, og Julie syntes da også, at det var vældig sjovt, da hun havde sundet sig lidt.
Anne Rasmussen.